Sommerferieaktiviteter
Vi har planlagt en masse herlige aktiviteter, hvor hele familien kan udfolde sig kreativt, blive klogere på glas og have det sjovt sammen igennem hele sommerferien fra den 29. juni til den 9. august (mandag er hele museet lukket).
GlasSpiren
Der er åbent i GlasSpiren tirsdag-søndag kl. 11 – 16. Det er gratis at besøge GlasSpiren, her betaler du blot de materialer, du bruger.
– Lav dit eget unikke glas med klistermærker i alverdens mønstre og bogstaver, der sandblæses på glasset. Du kan vælge mellem flere slags glas, glasplader, drikkeglas og små skåle, glaskugler og små flasker.
– Lav fine glasmosaikplader og forskellige former.
– Fordyb jer med at lave perlekæder og armbånd af de flotteste glasperler fra helt store til små fine grønlandsperler.
– Mal på glasflaske og lav din egen lille vase eller drikkeflaske.
Læs mere om GlasSpiren her.
Skattejagt
Tag hinanden i hænderne og hjælp museet med at finde glasset, der er blevet borte. Skattekortet leder jer sporet af glashistorie, sommerfugle, skulpturerne i parken og en skjult skattekiste. Skattejagten fører jer rundt i museets smukke, bakkede park og igennem i samlingen på museet på udkig efter det smukke, forsvundne glas. Prisen er 150 kr., – køb den i butikken og i Glasspiren.
Drageworkshop
Den 20. juli er der Drageworkshop for hele familien. Med hjælp fra dygtige dragebyggere skal du bygge din helt egen drage. Til slut sættes alle de hjemmebyggede drager op på himlen i museets store park, der indbyder til drageflyvning! Hele sommeren kan du også købe drager i flere størrelser og priser i butikken og i GlasSpiren. Workshoppen kræver ikke tilmelding, men da der er begrænsede pladser er det først til mølle. Prisen er 60 kr. pr. drage, når entréen er betalt. Børn op til 18 år kommer gratis ind på museet.
Rundvisninger for børn og deres voksne
Hør om 2000 år gamle glas, hvordan man laver glas og hvorfor de gamle konger bestilte flere tusinde glas til deres fester. Rundvisningerne er gratis, når billet er betalt for de voksne og børn er altid gratis på museet. Der er familierundvisninger onsdage kl.11 i sommerferien (undtaget den 24.7, hvor vi har GLAZZ 2024).
Mad og drikke
Hos Anneberg Café & Restaurant kan du nyde en skøn frokost, kaffe og kage samt lækker weekend-brunch med den smukkeste udsigt over parken og Isefjord. Frokosten byder et lækkert udvalg af smørrebrød fx med hjemmerøgede kartofler samt Odsherred Stjerneskud og Hempels Sildetallerken alt sammen med hjemmebagt brød og friske råvarer. Se menukort mm. her.
Is og kolde drikke
Husk at spise is! Du kan købe Hansens Is, vand og most fra Siddinge Gård i museumsbutikken.