Choose language

Butik, Café og Familieaktiviteter

BUTIK – KØB OPLEVELSEN MED HJEM

Museumsbutikken bliver en del af den nye foyer.

Her finder man Danmarks bedste glaskunstnere, design og kunsthåndværk fra ind- og udland, bøger og spil til børn om glas og naturen, bøger, plakater og meget andet.

Butikken vil have både faste varer og sæsonvarer, med relevans ift. årets særudstillinger.

Det vil også være muligt at finde gourmetvarer inden for det søde køkken samt drikkevarer og is til en lille pause.

FAMILIEVÆRKSTED

Gennem leg og sansning indbydes familier og ikke mindst børn til en forståelse for glas – både materialet og glassets kulturelle betydning.

Det vil dels ske gennem kreative aktiviteter i et nyt værksted i foyeren, dels gennem et særligt formidlingsspor i udstillingerne og dels ved større arrangementer og aktiviteter i forbindelse med skoleferier.

SKOLER

Aktiviteterne og området målrettet børnefamilier vil også tilrettes skoleklasser med relevante skoleforløb.

Desuden tilbydes egentlige læringsforløb om glas, kunst og kunsthåndværk samt glassets kulturhistorie.

MIDT I DEN SKØNNE NATUR

Hempel Glasmuseum er placeret midt i naturskønne omgivel­ser med en enestående udsigt over Isefjorden, der knytter muse­umsoplevelsen til Odsherreds natur og kulturhistorie.

Samtidig tilbyder omgivelserne et naturligt, udendørs samlingspunkt, der lægger op til aktiviteter og socialt samvær i det fri, og som understøtter museets indhold og aktiviteter.

En meget stor del af den næsten 8 hektar store plæne foran museet blev i 2021 omlagt til vild natur, som et bidrag til indsat­sen for en øget biodiversitet. Det er blevet et kendemærke for museet, som bl.a. er udnævnt til ’Sommerfuglepartner’ af Dansk Naturfredningsforening for indsatsen.

Naturen har også fået lov til at spille en hovedrolle i placeringen af den nye café, som både indefra samt fra pladserne på terrasserne ned i terrænet vil byde på en skøn udsigt.