ÅRETS GLASPRISMODTAGER 2020
HEMPELS GLASPRIS 2020 KAREN LISE KRABBE
Karen Lise Krabbe har i de senere år markeret sig stærkt som en af Danmarks mest eksperimenterende glaskunstnere. Med dyb inspiration fra naturen og intens udforskning af materialer og teknikker skaber Karen Lise Krabbe serier af værker af stor originalitet. De tiltrækker sig vores opmærksomhed ved både at vise noget genkendeligt fx fra vore egne oplevelser i naturen og samtidigt repræsentere ukendte tredimensionelle komplicerede former, der løsrevet kan afspejle alt fra et mikrounivers til bjergformationer, drypstenshuler og ukendt land. Karen Lise Krabbe er født i 1955 og har værksted i Århus. På prismodtagerens udstilling vises eksempler på både ældre og helt nye arbejder.