PETER F. HEERINGS SAMLING
Peter F. Heerings Samling indeholder glas fra 1800-tallet fra de tidlige danske glasværker, bl.a. Conradsminde, Ålborg, Fyn og Holmegaard. Samlingen er udlånt til Hempel Glasmuseum og er udstillet permanent.
En egentlig dansk glasproduktion fra nyere tid fandt sted fra 1825 på Holmegaard ved Næstved og få år senere på nordjyske glasværker, først i Rold Skov (Conradsminde og Mylenberg) og senere i Aalborg.
Conradsminde Glasværk 1834-1857 blev oprettet under godset Nørlund i Rold Skov. De mere specialiserede fagarbejdere i glasproduktionen hentede man især fra Tyskland, og fra 1840 kunne man begynde produktionen af drikkeglas i det såkaldte hvidtglas (klart glas).
Mylenberg Glasværk 1852-1864 blev oprettet ved Gaudrupgaard lige syd for Rold Skov. Man overtog såvel glasmagere som varesortiment fra Conradsminde Glasværk, da dette måtte lukke i 1857.
Aalborg Glasværk 1851-1922 blev oprettet som en underafdeling af Conradsminde Glasværk, specielt med henblik på fremstilling af flasker, idet man ved en placering af glasværket ved havnen havde bedre muligheder for modtagelse af råvarer og afsendelse af de færdige produkter.
Da ovnene blev slukket i Conradsminde i 1857 var Mylenberg og Aalborg under fælles ledelse nogle år ind til Mylenbergs ovne blev slukket i 1864 og hele produktionen koncentreret i Aalborg. Her begyndte man i 1866 en produktion af drikkeglas i hvidtglas med hjælp af glasmagere fra Mylenberg.
Som det fremgår af denne kronologi, er det meget vanskeligt at adskille glas produceret i Mylenberg og i Conradsminde, og de sikre glas fra disse to glasværker er derfor opstillet sammen (nærmeste vægmontre og gulvmontren). Glassene fra Aalborg Glasværk (de to følgende vægmontrer) bærer også i nogen grad præg af de gamle, kendte former fra Conradsminde og Mylenberg, men i en mere moderne produktion.
Aalborg Glasværk blev i 1908 overtaget af Kastrup Glasværk og i 1910 ophørte produktionen af drikkeglas, medens en vis produktion af flasker blev forsat til 1922.