Museets samlinger

J.C. HEMPELS GLASSAMLING
Nordens største samling af pynteglas og dekorerede pokaler.
J.C. Hempels interesse for gamle glas ligger bag opbygningen af hans egen samling, som især er indsamlet i årene 1950-1970.
Den omfatter mere end 1000 glas, hvoraf en tredjedel stammer fra oldtidskulturerne, herunder fra Rom, hvor det gennemsigtige glas blev opfundet.
Fra Mellemøsten i århundredet f.v.t. udvikledes teknikken med glaspustning, som principielt har holdt sig uforandret i næsten 2000 år.
Efter Romerrigets opløsning forfaldt også glasfabrikationen i Europa, men den fortsatte i Nærorienten, hvorfra den via Venedig vendte tilbage og blev genoptaget i Rhinlandene og Holland og siden i det øvrige Europa.
Hele denne historie kan opleves i Hempels samling af glas, som er permanent udstillet i Hempel Glasmuseum.
Tyngdepunktet i Hempels samling stammer fra 1700- og 1800-tallet. Samlingen er meget varieret og repræsentativ for flere landes og stilperioders glasproduktion. Her findes glas fra Venedig, Bøhmen, Schlesien, Østrig, Tyskland, England, Frankrig, Spanien, Rusland, Holland, Belgien, Sverige, Norge og enkelte danske.
Udstillingen har et kulturhistorisk perspektiv, som giver en forståelse af glassets rejse gennem tid og sted.
Peter F. Heerings Samling
Samlingen indeholder glas fra 1800-tallet fra de tidlige danske glasværker, bl.a. Conradsminde, Ålborg, Fyn og Holmegaard. Samlingen er udlånt til Hempel Glasmuseum og er udstillet permanent.
Moderne samling
En del af museet består af en voksende samling dansk glaskunst, som præsenterer nogle af de bedste danske glaskunstnere fra 1988 og frem. Samlingen giver et fornemt indblik i dansk glaskunsts udvikling, der har bevæget sig fra at være primært brugskunst til i dag at være egentlige kunstværker, hvor glasset bruges som materiale i kunstneriske processer. Det var fonden bag Hempel Glasmuseum, der i 1988 indstiftede en glaspris, som skulle tildeles en dansk glaskunstner hvert år. Med prisen følger desuden en udstilling, der præsenterer kunstneren og efterfølgende køber museet et værk.
Viggo Jarl
Takket være venskabet mellem J.C. Hempel og Viggo Jarl (1879-1965) ejer Hempel Glasmuseum den største samling af denne kunstners arbejder, herunder figurerne, der er opstillet i landskabet og en større samling af portrætbuster såvel som keramiske figurer.
”Timeglas” af Lilibeth Cuenca Rasmussen
Ved en generøs støtte af hhv. Ny Carlsbergfondet og Lemvigh-Müller Fonden har museet erhvervet et mere end 2 meter højt timeglas, skabt af Lillibeth Cuenca Rasmussen. Værket, som vejer 40 kg og er skabt af mundblæst farvet glas, kobber, rustfrit stål, styropor og farvet glas, bliver en del af den nye indgang til museet.
Værket, der har titlen Timeglas, er et symbol på forgængelighed, som i hænderne på Lilibeth Cuenca Rasmussen bliver til et livsbekræftende cyklisk anliggende, der minder om, at en slutning også er en begyndelse på noget nyt.
Det understreger på smukkeste vis Hempel Glasmuseums livsgrundlag som moderne kultursted, der både peger fremad, men også tilbage i europæisk glashistorie.
Lilibeth Cuenca Rasmussen (f. 1970) er internationalt anerkendt performance- og billedkunstner. Hun har gennem sin karriere udviklet et klart tværæstetisk udtryk, hvor tekst, musik, kostumer og en stram scenografi spiller hovedrollen.

